Forsøg i Aalborg: Firedages skoleuge

Efter sommerferien vil Aalborg Katedralskole eksperimentere og forvandle seks mandage til fridage

Det kommende skoleår på Aalborg Katedralskole bliver noget anderledes, end det plejer. Skolens personale og elever er nemlig blevet enige om at forkorte sommer- og juleferien med seks dage i alt, for til gengæld at indføre seks firedages skoleuger. Det kunne lyde som en idé, der var udklækket i en presset gymnasieelevs hjerne. Men initiativet kom faktisk ovenfra. Det var nemlig gymnasiets rektor Christian Warming, der oprindeligt fik tanken.

Hvor kom ideen til de firedages skoleuger fra?

Jeg så en artikel om firedages arbejdsuge for de ansatte på jobcentret i Esbjerg, og så diskuterede vi, om vi kunne gøre noget lignende. Vi kunne ikke gøre det samme, men vi kunne komme et stykke ad vejen.

Christian Warming

Rektor Christian Nielsen Warming

Hvad var motivationen bag?

Der er meget pres på eleverne. Vi har 200 skoledage om året, så tiden er presset. De fleste dage er eleverne i skole i syv timer, og så kommer et par timers arbejde med lektier og opgaver derhjemme. Det her er et forsøg på at sprede arbejdet lidt ud.

Christian Warming

De forlængede weekender skal altså fungere som åndehuller i en travl hverdag. Det er et forsøg på at mindske hverdagens stress og træthed og højne trivslen. Initiativet skal dog ikke kun lette arbejdspresset for eleverne, men også for skolens lærere og ledelse. De ansatte kan selv vælge, om de vil arbejde på dagen. Men skolen er lukket.

Der er ingen tvivl om, at der også er pres på lærerne. Der har været nedskæringer i sektoren. Den enkelte lærer har fået mere undervisning og mindre tid til forberedelse og rettearbejde end tidligere. Jeg kan godt forstå, at det kan give stress.

Christian Warming

Martin Graverholt, der er lærer og tillidsrepræsentant på gymnasiet er enig. Han mener at tiltaget kan være en hjælp for lærerne. Den store udfordring er nemlig, at arbejdsbyrden ikke fordeles jævnt hen over skoleåret.

Hvordan kommer det her tiltag lærerne til gode?

Skæv arbejdsbelastning er et problem. Mange håber, at det her kan udjævne arbejdsbelastningen lidt. Personligt synes jeg for eksempel ikke, at den lange juleferie, vi normalt har, passer ind i mit undervisningsmønster. Jeg vil hellere have nogle fridage løbende.

Martin Graverholt

Rektorens oprindelige oplæg var faktisk endnu mere radikalt: nemlig at indføre 12 firedages skoleuger. Men ifølge elevrådsformand Cathrine Petersen faldt dette ikke i god jord hos eleverne. Det ville nemlig kræve, at en del andre feriedage også blev inddraget.

Hvordan lød det oprindelige udkast, og hvorfor fungerede det ikke for skolens elever?

Der var mange flere dage, der blev taget. For eksempel blev noget af påskeferien taget, og vi skulle møde 2. januar i stedet for 3. januar. Der var folk sådan, at de ville ikke have taget deres påskeferie og ville heller ikke starte så tidligt efter juleferien. Så der var meget delte meninger.

Cathrine Petersen

Elevrådsformand Cathrine Petersen

Kompromiset landede i stedet på 6 dage, der skulle tages fra sommerferien og juleferien. Den løsning er eleverne godt tilfredse med. Heriblandt Albert Winther Pedersen, der er elev på skolen.

Hvad tænker du om de ekstra firedages skoleuger?

Jeg synes, det lyder rigtig dejligt at lige få nogle dage at slappe af i uden at skulle stresse over afleveringer.

Albert Winther Pedersen