På scenen til Ungdommens Folkemøde står en mand i starten af fyrrerne med store spændte øjne bag et par runde briller. efter en kort introduktion overrækkes Jonas Mansoor mikrofonen. Han kigger sig lidt nervøst rundt og begynder herefter sin fortælling.

Jonas' forældre stammer fra Pakistan, hvilket har givet Jonas et mellemøstisk udseende. Som barn blev han misbrugt af sin kvindelige barnepige, hvilket gjorde at han som ung følte sig anderledes end sine klassekammerater. Som 12-årig blev han mobbet så massivt af sine klassekammerater, at han udviklede mavesår. Men ikke kun klassekammeraterne var grove – også lærerne ekskluderede ham fra fællesskabet.

Fordomme fik Jonas til at trække sig fra fællesskabet og han levede derfor et ensomt og isoleret ungdomsliv. På gymnasiet blev han en dag sendt til rektors kontor, beskyldt for at være asocial – fordi han ikke drak alkohol. Jonas fortæller med et hårdt og lukket udtryk i ansigtet, hvordan han mærkede vreden koge i hans krop. Jonas følte sig forrådt.

Jonas dumpede i sin vrede alle fag i skolen og blev mere ensom. Han begyndte at blande sprængstoffet napalm i garagen, når forældrene ikke var hjemme. Jonas endte i et chatforum på nettet med vrede unge muslimer med samme frustration og vrede over samfundet. I chatrummet følte han sig set og forstået, og mærkede hvordan medlemmerne interesserede sig for ham og hans produktion af sprængstoffer. For første gang følte han at han hørte til i et fællesskab, men gruppens holdninger bevægede sig hen i en tiltagende mere ekstrem holdning i en mere og mere aggressiv tone. Gruppens leder havde kontakt til al Qaeda, og en aften besluttede de, at de ville bombe Københavns Hovedbanegård den efterfølgende dag.

Nogle unge drenge fra Sverige skulle komme den efterfølgende formiddag, hente napalmen og antænde bomben på Hovedbanegården om eftermiddagen, når der var flest mennesker. Jonas fortæller hvordan tankemylder forhindrede ham i at kunne falde i søvn. I de sene nattetimer indså han, hvor farlig og forkert deres plan var. I det mørke teenageværelse tog den vrede unge mand en beslutning han mange år senere er meget taknemlig for.

Jonas gik hjem, slukkede sin telefon og rejste kort efter til Canada, hvor han tog det sidste år af sin gymnasiale uddannelse på en canadisk high school. På trods af hans lave danske gennemsnit på 5, endte han med at modtage en pris for distriktets højeste snit, da han graduerede i Canada. Jonas fortæller det sidste med et stolt smil på læben og giver dermed sin fortælling en lykkelig afslutning. En fortælling om en sød lille dreng, der svigtes og mobbes ud af fællesskabet og ind i et radikaliseret miljø fuld af andre vrede unge mænd. Her ender han med selv at tage den svære beslutningen at bryde ud af de destruktive miljøer for i stedet at leve sit liv fri fra had, hvor han selv kan skabe og leve det liv, han ønsker mediernes forsider skal fyldes med. Jonas Mansoor følges ned fra scenen af en en storslået klapsalve fra det unge publikum på Ungdommens Folkemøde